Sådan laver man en glasur

Inden start

At lave en glasur vil sige at afveje pulverformige råvarer (formalede mineraler, ler og fritter, som er glas, der er fremstillet på en fabrik og malet til pulver) efter en opskrift og røre dem op med vand til en glasurvælling, en tyk væske af pulver, der holdes svævende i vand. Derefter sigtes den, tykkelsen justeres, og den testes på eget ler, før man sætter sin lid til den på et emne. Alle tal i denne vejledning er et udgangspunkt: Den rette mængde vand, den rette tykkelse og den rette sigte til glasuren er dem, testene viser, så skriv både fremgangsmåden og resultatet ned.

Hvad der skal bruges

• En vægt, der vejer med 0,01 g nøjagtighed, til test og farvestoffer, og en større til portioner, der måles i kilo.
• Beholdere med låg: lave til tørre råvarer, spande til glasur. Derek Au opbevarer testglasurer i suppebægre med låg.
• En ren ske til hver råvare, så et pulver aldrig kommer over i et andet.
• Noget at blande med: en boremaskine med en omrører eller, til små test, en blender, der kun bruges til glasur. Et piskeris kan gøre det, hvis der ikke er andet.
• Sigter, i Storbritannien solgt som sieves og lawns: 80 mesh og desuden 100 eller 120 mesh til glasurer med farvestoffer.
• En målecylinder eller sprøjte på 100 mL til at måle massefylden.
• Etiketter, en vandfast tusch og en notesbog eller noterne og brændingsjournalerne i Glazecalc.
• Prøvebrikker af det ler, der skal glaseres.
• Åndedrætsværn, gummihandsker, en svamp og en gulvmoppe.

Køb af råvarer

Hvor man køber ind

Keramikere køber hos forhandlere af keramikartikler, som sælger ler, råvarer til glasur og værktøj. Tabellen viser nogle af dem i landet, hvor værkstedet ligger, hver især kontrolleret på forhandlerens egen hjemmeside, og man kan vælge et andet land for at se forhandlerne der. Sortimentet skifter, så kontrollér det før bestilling. Store producenter som Sibelco og Imerys sælger til industrien; keramikere køber deres råvarer gennem forhandlere som disse. Keramikopslagsværket Digitalfire har en oversigt over forhandlere andre steder.

Hvor meget der skal købes

Standardsækken er 50 lb (22,7 kg) i USA og 25 kg (55 lb) andre steder, så de to er næsten lige store. Mange forhandlere sælger også pakker på 1, 2,5 eller 5 kg (ca. 2,2, 5,5 eller 11 lb) til test. Glazy, den åbne opskriftsdatabase, råder til at købe de råvarer, der bruges jævnligt (feldspat, kvarts, kaolin, kridt og fritte til mellemtemperatur), i hele sække, som ofte er 20 til 30 % billigere. Køb farvestoffer, de metaloxider og universalfarver, der giver en glasur farve, i små mængder: De fleste bruges i mængder under 5 %. Glazys eksempler på indkøbslister kom op på ca. 515 dollar til mellemtemperatur og 397 dollar til høj temperatur, i amerikanske priser.

Et startsæt

Glazys grundliste til alle temperaturer er kvarts, kaolin, feldspat, kridt, zinkoxid og dolomit eller talkum. De fleste glasurer til mellemtemperatur (Ortonkegle 5–6) skal også have bor, som regel fra en fritte, som Glazy kalder »ensartet og mindre opløselig end rå borater«. Sættet nedenfor er vores forslag, bygget på Glazys liste og en liste fra et forum. Glasering fra grunden forklarer, hvad hver råvare gør.

Datablade og sikkerhedsdatablade

Bed om to dokumenter for hver råvare. Et teknisk datablad (TDS) giver dens kemiske analyse: hvert oxids andel af pulveret i vægtprocent. Glazecalc regner ud fra dem, og en råvare kan tilføjes ud fra forhandlerens analyse på siden Råvarer. Et sikkerhedsdatablad (SDS) fortæller, hvordan det rå pulver skal håndteres. Gem hvert sikkerhedsdatablad, og læs det, før der blandes.

Analyser er gennemsnit, ikke løfter. Valentine Clays skriver »GENNEMSNITSVÆRDIER. DISSE UDGØR IKKE EN SPECIFIKATION« på sit datablad for flint, og Glazys analyser af Custer-feldspat fra forskellige år går fra ca. 68,5 % til 72,4 % silica. Vi foreslår at skrive hver sæks partinummer (koden for produktionspartiet) i notaterne, så det kan ses, om en ændring i en velafprøvet glasur skyldes råvaren.

HSE advarer om, at krystallinsk silica »kan være fejlagtigt mærket som ›amorf silica‹«. Og et sikkerhedsdatablad handler om pulveret, ikke om emnet: Det siger intet om, hvorvidt en brændt glasur er egnet til fødevarekontakt. Kun en migrationstest af det brændte emne i et laboratorium kan vise det.

Navne skifter, så køb efter kemien

Varenavne kommer og går, når miner lukker. Custer-feldspat, der blev brudt i South Dakota i mere end 75 år, slap op i slutningen af 2023. Da Clay Art Center skiftede til G-200 AU og Mahavir, skulle omkring halvdelen af dets glasurer justeres. G-200 og G-200 HP er også forsvundet, og Laguna importerer nu Mahavir, hvis kemi ligger tæt på G-200.

Gerstley Borate, et naturligt bormineral i mange ældre opskrifter, har været en mangelvare, siden minen lukkede i 2000, selv om New Mexico Clay i november 2025 meddelte, at Laguna leverede »Gerstley Borate Original«. Kilderne er uenige om Gillespie Borate som erstatning. Producenten sælger den som en erstatning pund for pund. Berkeley Potters Studio siger, at den »ikke er en direkte erstatning«, og Digitalfire fandt, at den ændrede en glasurs farve. Det sikre er at sammenligne de to ud fra deres oxider og derefter teste.

Navnene skifter også fra sted til sted. I Nordamerika betyder flint, kvarts og silica det samme: kvartsmel. Digitalfire siger, at ægte flintpulver nok ikke kan fås hos forhandlerne. I Storbritannien er flint et produkt for sig: Flinten fra Valentine Clays er kalcineret (opvarmet) silica. Begge er næsten ren silica, så vi forventer, at de ligger tæt på hinanden, men kontrollér analysen. For kaolin siger Glazy, at udskiftninger én til én, fx EPK for en China Clay, »fungerer ofte helt fint, især når mængderne er <10 %«.

Mange opskrifter nævner råvarer, der sælges i ét land, men ikke i et andet. Tabellen nedenfor tager hver råvare i biblioteket i Glazecalc, der ikke sælges der, hvor man køber ind, og finder ud fra analyserne den nærmeste af samme type, som sælges der. Tallet viser, hvor langt de to ligger fra hinanden: det antal gram, som deres brændte oxider afviger med pr. 100 g råvare, lagt sammen over alle oxider. Inden for ca. 15 g kan den ene som regel træde i stedet for den anden i en første test. Navnene har producenternes og forhandlernes egne koder, så der kan spørges efter dem ved navn.

Glazecalc sammenligner råvarer efter det, de bidrager med til den brændte glasur, ikke efter navn. En opskrift med en råvare, der ikke længere fremstilles, viser, hvad der bruges nu. Foreslå mængder og sammenlign beregner mængderne igen til en erstatning, og Lav den af mit lager bygger opskriften op igen af råvarerne på lager. Begge går kun efter de brændte oxider, så prøv en lille portion først.

Opbevaring af råvarer og glasurer

Tørre råvarer

Opbevar pulverne tørt i beholdere med låg, der er lukket, når der ikke øses af dem; Glazy råder til lufttætte beholdere. Vælg lave beholdere frem for dybe kasser: HSE påpeger, at man skal læne sig ind over en dyb kasse, og at støvet har længere at falde. Stil dem på en hylde, så der kan moppes under den. Soda (natriumkarbonat) og Cornish Stone trækker fugt fra luften. En keramiker på et forum tørrer dem på en bageplade ved ca. 50 °C (122 °F) og advarer om, at tynde malerspande kan revne i en garage med frost. Vi foreslår at opbevare opløselige råvarer (soda, borax, lithiumkarbonat og rå borater som Gerstley Borate) lufttæt og indendørs.

Oprørte glasurer

En glasur i en spand ændrer sig hele tiden. Tungtopløselige råvarer (nephelin-syenit, lithiumkarbonat, Gerstley Borate, colemanit, strontiumkarbonat og fritter i det hele taget) ændrer med tiden, hvordan den flyder, og kan danne små krystaller, i højere grad i et varmt rum. Gerstley Borate gør en glasurvælling geléagtig, »selv i mindre procentdele«. Brunligt vand oven på en bundfældet glasur er opløst jern: Hæld det fra, og erstat det med rent vand. Regn også med:

• Hård bundfældning: En glasur, der er blandet så tyk, at den ikke behøver tilsætninger, sætter sig ofte som et hårdt lag i bunden. Det hjælper at fortynde den og gøre den geléagtig (se Massefylde).
• Lugt fra mikrober, der lever af gummi som CMC. En glasur, der lugter, kan stadig bruges, hvis den lægger sig godt.
• Frost: Beskyt spandene mod den. Tø en frossen spand op ved stuetemperatur, og efterse den for revner.

Hæld ikke brugt glasur tilbage i forrådsspanden, og dyp ikke pensler i den. Rør en opbevaret glasur op, før den bruges, mål massefylden igen, og sigt den, hvis den har klumper eller krystaller.

Etiketter

Mærk hver spand med en vandfast tusch. Zakin, der skriver for Ceramic Arts Network, nævner glasurens navn, hele opskriften inklusive farvestoffer, keglen, datoen og på et fælles værksted egne initialer. Vi foreslår at tilføje den ønskede massefylde og eventuelt bittersalt eller CMC. UT Austin bruger også farvekoder: orange spande til lav temperatur, hvide til mellemtemperatur. Behandl en glasur uden etiket som en, der kan indeholde bly, og brug den ikke på emner til mad.

Afvejning

Procenter og portioner

En opskrift angiver hver råvare som en procentdel af tørvægten. Hovedråvarerne giver som regel tilsammen 100, og farvestoffer kommer ofte ekstra oveni. For at lave en portion, den mængde, der blandes ad gangen, ganges hvert tal med portionsstørrelsen divideret med 100. Til 5000 g ganger UT Austin med 50, så en råvare på 4 % bliver til 200 g.

På en opskriftsside klarer Omregn til en portion gangestykket: Angiv fx 500 g, så bliver hver mængde til gram, der skal vejes, eller til pund og unser, hvis de er valgt under Indstillinger. Udskriv kan nøjes med afvejningslisten, med en løbende total til afvejning i én spand og et felt til at krydse af ud for hver råvare.

Vælg en vægt efter den mindste mængde

En vægts opløsning, det mindste trin, den viser, begrænser, hvor lille en mængde der kan vejes nøjagtigt. I en test på 100 g er et farvestof på 0,5 % lig med 0,5 g. En vægt, der vejer med 0,1 g nøjagtighed, kan vise op til 0,05 g forkert, ca. 10 % af mængden; ved 0,15 g er fejlen ca. en tredjedel. Det er vores egen udregning, men den viser, hvorfor farvestoffer kræver en finere vægt.

Rådene om, hvor fin en vægt der skal til, er forskellige. Derek Au fandt, at en billig digital vægt til 200 g konsekvent vejede forkert. Han anbefaler en vægt til 200 g med 0,01 g nøjagtighed, hvis man kun køber én, og kalder en god mekanisk vægt med tre vægtarme »langt mere pålidelig end en billig digital vægt«. Det sikre valg er efter vores mening 0,01 g til test (50 til 200 g) og farvestoffer og en bordvægt med 0,1 g eller 1 g nøjagtighed til portioner på 1 kg (ca. 2 lb) og derover. Kontrollér begge en gang imellem med et kalibreringslod.

Vej i rækkefølge, og kryds hver råvare af

1. Kontrollér, at der er nok af hver råvare.
2. Tag åndedrætsværnet på. Kontrollér, at vægten er ren og står vandret.
3. Stil den tomme beholder på vægten, og tarér vægten, dvs. tryk på knappen, der sætter visningen til nul, så kun det, der kommes i, bliver vejet.
4. Vej hver råvare for sig med sin egen rene ske, luk hver beholder, før den næste åbnes, og kryds hver råvare af, så snart den er kommet i.

Derek Au vejer op i én skål i separate bunker, så en fejl kan øses op igen. Vejes der i én spand uden at tarere mellem råvarerne, viser den løbende total i Glazecalc, hvad vægten skal vise efter hver enkelt.

Blanding og sigtning

Hvor meget vand

Kilderne er uenige. Derek Au starter tykt med 50 mL vand pr. 100 g pulver og tilsætter mere senere. Potterycrafts angiver 65 mL pr. 100 g for en af sine pulverglasurer. UT Austin bruger lige vægtdele vand og pulver, og da Digitalfire hældte 20 kg pulver i 20 kg vand, blev massefylden målt til 1,46.

Vand er hurtigt at tilsætte og langsomt at fjerne, så start med lidt. Vores skøn: Begynd med ca. 70 til 80 mL pr. 100 g (700 til 800 mL pr. kilo eller ca. 11 til 12 US fl oz pr. pund). Lad pulveret udbløde, bland og sigt ved den tykkelse, og tilsæt derefter vand lidt ad gangen, til massefylden er rigtig. 1 mL vand vejer 1 g, så vandet kan vejes. Kommer der for meget i, så lad glasuren bundfælde sig, og tag derefter det klare vand ovenpå af med en svamp, eller hæld det fra.

Redskaber og vand

• Propelomrører. Digitalfire kalder en god af slagsen »uundværlig«. En boremaskine med ledning og en omrører klarer opgaven i en spand. UT Austin lader den køre mindst 4 til 5 minutter, efter at glasuren ser blandet ud, og holder propellen fri af spanden, som den kan skrabe plastik af.
• Blender. Den »fungerer særdeles godt til små portioner« (Digitalfire). Brug den kun til glasur: Den må aldrig komme tilbage i køkkenet.
• Piskeris eller pind. Zakins valg, når der ikke er nogen omrører.

Vand er også forskelligt, og Digitalfire bemærker, at det ændrer, hvordan en glasurvælling opfører sig. Derek Au bruger vand renset ved omvendt osmose, fordi hans postevand er hårdt. Skriv ned, hvilket vand der bruges, uanset hvad det er.

Trin for trin

1. Tag åndedrætsværnet på og også gummihandsker, hvis hænderne skal ned i glasuren. Zakin bærer maske, fra afvejningen begynder, til glasuren er våd.
2. Mål ca. 70 til 80 mL vand pr. 100 g pulver op i spanden.
3. Kom det afvejede pulver forsigtigt i fra lav højde. UT Austin kommer pulver i varmt vand; Zakin og Au hælder vand på pulver. Vi foreslår pulver i vand, hvilket hvirvler mindre støv op, undtagen ved en opskrift med meget bentonit: Rør først dens tørre pulvere sammen.
4. Lad det udbløde: Lad pulveret suge vand uden at røre i det. Digitalfire venter ca. 20 minutter. Pulvere med gummi eller bindemiddel skal stå natten over.
5. Bland, til der ikke er flere tørre lommer eller klumper.
6. Sigt glasuren to gange (se nedenfor).
7. Læg låg på, og lad den hvile natten over. Bland derefter igen, og undersøg, om der er et hårdt lag i bunden.
8. Mål massefylden, og tilsæt vand lidt ad gangen, til den ønskede værdi er nået.
9. Sæt etiket på spanden, og skriv ned, hvad der blev gjort.
10. Rengør vådt: Mop gulvet, og tør alle flader af, også ydersiden af råvarebeholderne.

Sigtning

En sigte er et net, der er spændt ud i en ramme. Når glasuren presses igennem med en pensel, brydes de klumper, som blandingen efterlader, og partikler, der ville blive til mørke prikker i brændingen, bliver fanget. Jo højere mesh-tallet er, desto finere er nettet: 80 mesh har åbninger på ca. 0,18 mm og 100 mesh ca. 0,15 mm.

Kilderne anbefaler forskellige maskefinheder. Zakin sigter to gange gennem 50 eller 80 mesh. Derek Au bruger 120 mesh til de fleste glasurer, især dem med kobolt eller jern: Tre gange gennem 80 mesh efterlod stadig mørke prikker af jern i en seladon, og én gang gennem 120 mesh løste problemet. Han bruger 60 til 80 mesh til askeglasurer og andre med grove råvarer. Potterycrafts i Storbritannien foreslår 60 til 80 mesh. Et sikkert udgangspunkt:

Massefylde

Massefylden viser, hvor meget pulver der er i glasurvællingen. Den er vægten af et rumfang glasur divideret med vægten af det samme rumfang vand. Vand har 1,00, og en glasur med massefylde 1,45 vejer 145 g pr. 100 mL. Ved at blande til en målt massefylde får man den samme tykkelse og det samme glasurlag hver gang. Massefylden har ingen enhed, så den er den samme i gram og i unser.

Mål den ved at veje 100 mL

1. Rør glasuren op, så intet ligger bundfældet.
2. Stil en målecylinder på 100 mL (et højt rør med målestreger) eller en sprøjte på 100 mL på vægten, og tarér vægten.
3. Fyld den med glasur til præcis 100 mL, og aflæs stregen i øjenhøjde.
4. Vej den, og divider antallet af gram med 100: 145 g giver massefylde 1,45.

Digitalfire sætter også et mærke på et krus ud for 500 g vand, fylder det med glasur op til mærket og dividerer vægten med 500; et større og fyldigere mål er mere nøjagtigt. En flydevægt, et flydelegeme, der aflæses dér, hvor det ligger i glasuren, er hurtig, men kan vise forkert i tykke eller geléagtige glasurer. Britiske flydevægte, fx fra Potclays, viser flydetal i grader Baumé (°Bé). Efter vores udregning er massefylden = 145 ÷ (145 − °Bé), så 46 °Bé svarer til ca. 1,46. Ældre britiske bøger angiver en pintvægt, antallet af unser i en britisk pint glasur: Divider den med 20, så 29 oz svarer til ca. massefylde 1,45 (også vores udregning).

Målværdier

Kilderne er uenige, mest om pensling og sprøjtning, hvor den britiske forhandler Potclays angiver meget højere tal (dens egne er »kun vejledende«). Betragt alle tal som et udgangspunkt. Digitalfires vigtigste råd er at finde den massefylde og den gelering, der virker for hver glasur, og så gentage dem og skrive dem ned.

For at bedømme en dyppeglasur med øjet dypper AMACO i 5 sekunder og ser efter et lag, der er omtrent så tykt som en amerikansk dime (en lille, tynd mønt). Digitalfire brænder prøvebrikker, der er dyppet i 5 sekunder, for at kontrollere det.

Vand til en ønsket massefylde: vores skøn

Tabellen nedenfor er vores egen udregning, ikke en kildes. Den antager, at pulverets partikler har en densitet på 2,6 g pr. cm³, hvilket er en antagelse, ikke en måling. Ler, opløselige råvarer og gelering ændrer alle en rigtig glasur, så brug den som udgangspunkt, og mål derefter. Som kontrol forudsiger den massefylde 1,44 for lige vægtdele pulver og vand, tæt på Digitalfires målte massefylde 1,46. Den viser også, at 70 til 80 mL pr. 100 g giver en glasur, der til at begynde med ligger over massefylde 1,50, altså tykkere end nødvendigt.

Bittersalt, CMC-gummi og bentonit

Bittersalt får en glasur til at blive let geléagtig, når den står stille, og til at flyde igen, når der røres i den. Det kaldes at flokkulere den, og en glasur, der opfører sig sådan, er tixotrop: Den lægger sig mere jævnt, drypper mindre og bundfælder sig mindre. Digitalfire foreslår at starte med ca. 2 g pr. gallon, når massefylden er rigtig (omtrent 0,5 g pr. liter, vores omregning), og at justere mængden, hver gang der blandes, da ingen opskrift bør fastlægge dosis. Vi foreslår først at opløse det i lidt varmt vand. I et eksempel fra Digitalfire dryppede en glasur med massefylde 1,45, så den blev fortyndet med vand til massefylde 1,43, og bittersalt gjorde den geléagtig og cremet igen, hvorefter den lagde sig jævnt. Et groft tjek: Rør, stop, og se efter. En geléagtig glasur bevæger sig videre i ca. 2 eller 3 sekunder, stopper så og fjedrer lidt tilbage.

CMC-gummi (carboxymethylcellulose) gør en glasurvælling mere klæbrig og langsommere at tørre og giver et hårdere lag, der hænger fast på emnet. Det betyder mest for penselglasurer og glasurer med meget fritte. I Digitalfires eksempel blendes 3,75 g i 1000 g glasurvælling, og det skal i med en blender. En glasur med CMC vil ikke gelere med bittersalt, og da mikrober lever af gummiet, kan den ændre sig i spanden og begynde at lugte.

Bentonit, et meget fint ler, hjælper med at holde de andre partikler svævende. Dyppeglasurer klarer det som regel med 15 til 25 % rå ler. Til en opskrift med for lidt ler hjælper ca. 1 til 3 % bentonit; Digitalfire siger, at en glasur med mere end 15 % ler ikke bør have brug for bentonit i mere end 1 % af den tørre glasurs vægt.

Prøvebrikker og prøverækker

Start i det små

Derek Au arbejder sig op i tre trin: en test på 50 eller 100 g, en prøveportion på 1 til 2 kg, hvis det virker, og derefter en værkstedsportion på 5 til 10 kg. Efter vores skøn giver en test på 100 g med massefylde 1,45 ca. 135 mL (ca. 4½ US fl oz) glasurvælling, nok til at dyppe nogle få små prøvebrikker i et smalt bæger.

Test på eget ler

En glasur kan se ganske anderledes ud på et andet ler eller i en anden ovn: Clay Art Center testede hver af sine omarbejdede glasurer på fire lermasser ved kegle 6 og ved kegle 10. Potclays’ begynderguide til glasurtest foreslår:

• 6 til 10 prøvebrikker (små stykker til at prøve en glasur på) af det ler, der faktisk skal bruges, med en note om, hvorvidt de er forglødede eller knastørre
• én ændring ad gangen
• et enkelt dyp og et dobbeltdyp for at se glasuren tynd og tyk
• alle brikker i samme ovnfyld
• et mærke på hver brik før brændingen, med et stempel, en indridsning eller en underglasurblyant.

Vi foreslår brikker, der står op (en flad brik skjuler, hvor langt en glasur løber), med et bånd med struktur, der viser, hvordan glasuren skifter farve over kanter, og en fod uden glasur. Stil hver brik på en lille skål, et forglødet skår eller pladebeskyttelse, så dryp bliver fanget. Sæt en kontrolkegle, en lille keramisk kegle, der bøjer, når den har fået varme nok, ved siden af brikkerne for at vise, hvor meget varme de har fået; vejledningen om brænding forklarer kegler. Giv hver brik en kort kode, og skriv den ud for opskriften i notaterne. Willers, der skriver for Ceramic Arts Network, bruger tal og bogstaver og skriver selve systemet forrest i notesbogen.

Prøverækker

En prøverække er en række prøver, der går i lige store trin fra én blanding til en anden: fra én glasur til en anden eller fra en grundglasur til den samme glasur med mere farvestof. Derek Au går fx i trin på 1 % med jernoxid i en transparent grundglasur. En rumfangsmetode, som forbindes med Ian Currie, sparer tid, fordi kun de to ender skal blandes:

1. Bland de to glasurer i hver ende, A og B, som lige store portioner, og sigt begge.
2. Tilsæt vand til den med mindst rumfang, til begge har præcis det samme våde rumfang.
3. Rør begge op, og træk derefter med en sprøjte hver blanding over i sit eget nummererede bæger.
4. Rør i hvert bæger, og dyp en prøvebrik.

I vores gennemregnede eksempel er A 100 g transparent grundglasur, og B er det samme med 4 g rødt jernoxid tilsat (en tilsætning på 4 %). Hver milliliter af B indeholder den samme andel grundglasur som en milliliter af A plus sit jern, så bægrene går fra intet jern til 4 % i trin på 1 %. Hver ende giver 100 mL til rækken, hvilket en portion på 100 g efter vores skøn rækker til.

Metoden kræver omhyggelig regning, velblandede ender med ens massefylde og en nøjagtig vægt. Derek Au blander også efter vægt i stedet for rumfang. Et trekantsforsøg gør det samme med tre ender, lagt ud i en trekant.

Når et trin ser lovende ud, gemmer Gem som kopi på opskriftssiden det som en opskrift for sig og lader originalen være, som den var.

Notater

Willers sætter godt ord på målet: »nok oplysninger til at kunne gentage eller undgå de resultater, man har fundet frem til«. Skriv ned, hvad der skal testes, før der startes, og resultaterne, når ovnen tømmes. Potclays tilføjer påføringen, tykkelsen, lermassen og hele brændingen, inklusive ramper, holdetider og afkøling. En rampe er en hastighed for opvarmning eller afkøling, fx 60 °C (108 °F) i timen, og en holdetid holder ovnen ved én temperatur i en fastsat tid. Notér partinumre, det vand, der blev brugt, og enhver erstatning: Clay Art Centers skift af feldspat betød, at omkring halvdelen af dets glasurer skulle justeres.

I Glazecalc rummer en gemt opskrift selve opskriften. En brændingsjournal registrerer hver brænding: ovnen, datoen, tider, temperaturer, kegler og bemærkninger. Noter rummer alt andet, fx notaterne om portionen ovenfor og hvad hver brik viste.

Kilder

• Glazy: Raw materials
• Glazy: Specific gravity
• Digitalfire: Specific gravity
• Digitalfire: Epsom salts
• Digitalfire: CMC gum
• Digitalfire: Dipping glaze
• Digitalfire: Bentonite
• Digitalfire: Water solubility
• Digitalfire: Gerstley Borate
• Digitalfire: Mahavir potash feldspar
• Digitalfire: Flint
• Clay Art Center: The end of an era, the extinction of Custer feldspar
• Berkeley Potters Studio: What the flux, November 2023
• New Mexico Clay: Gerstley Borate Original
• Ceramic Arts Network: Glaze chemistry 101, a quick course on mixing ceramic glazes (Zakin)
• Ceramic Arts Network: How to keep good records when testing ceramic glazes (Willers)
• Ceramic Arts Network: 8 ways to apply glaze (Hopper)
• Derek Au: Mixing test glazes
• Derek Au: Digital scales for weighing glazes
• Derek Au: Triaxial testing
• Keramikwikien ved UT Austin: How to mix glazes
• Potclays: The beginner's guide to glaze testing
• Potclays: Glaze hydrometer
• Potterycrafts: Nordic Blue Mist powder glaze
• HSE: Glaze and colour preparation (CR1)
• Valentine Clays: Flint technical data sheet
• Forummet Ceramic Arts Daily: Ian Currie test tiles