Glasering fra grunden

Hvad en glasur er

En glasur er et tyndt lag glas, der er smeltet fast på et emne. Glazy, den åbne database med glasuropskrifter, kalder den »en glasformel, der er afstemt til at smelte og sammensmelte med ler ved bestemte temperaturer«. Den påføres som et lag pulver og smelter i ovnen til et glasagtigt lag, der forsegler leret, så emnet er mindre tilbøjeligt til at blive utæt, misfarvet eller slidt. Ved sluttemperaturen reagerer smelten også med leret og danner ofte et mellemlag, der låser glasuren fast. På lertøj ligger glasuren ovenpå som et særskilt lag; på stentøj smelter den ind i skærven.

En opskrift opregner råvarer, fx feldspat, kridt og kaolin. I ovnen forsvinder en del af hver råvare som gas (vand eller kuldioxid), og resten bliver til oxider: forbindelser af et grundstof med ilt, fx silica (SiO₂) eller calciumoxid (CaO). Det brændte glas består af oxider, så keramikere beskriver en glasur ud fra dem. Hvert oxid har én af tre opgaver.

• Silica (SiO₂) er glasdanneren: Det opbygger glasset. Rent silica smelter over 1700 °C (3100 °F), langt varmere, end en keramikovn bliver, og en glasur med meget silica er generelt mere holdbar.
• Flusmidler sænker smeltepunktet til en temperatur, som en ovn kan nå. Alkalierne, skrevet R₂O, er oxiderne af natrium, kalium og lithium (Na₂O, K₂O, Li₂O); de virker fra Ortonkegle 06 og op gennem mellemtemperatur og høj temperatur. Jordalkalierne, skrevet RO, er oxiderne af calcium, magnesium, barium og strontium (CaO, MgO, BaO, SrO), og zinkoxid (ZnO) regnes med til dem; de virker bedst fra kegle 5 til kegle 10. R står for et hvilket som helst metal i gruppen.
• Aluminiumoxid (Al₂O₃) er stabilisatoren. Det gør smelten mere sej, så den bliver siddende på lodrette flader, og giver hårdhed og holdbarhed. Glazy advarer: Med for lidt aluminiumoxid »kan glasuren løbe; for meget kan gøre smelten så sej, at den bliver mat«. Aluminiumoxid kommer mest fra ler og feldspat.

Bor (B₂O₃) udvisker grænsen. Kemikere regner det for en glasdanner, men ved værkstedstemperaturer virker det som et flusmiddel, og keramikere behandler det som sådan. Det er afgørende ved kegle 5–6 og ikke nødvendigt ved høj temperatur. (Kegler, som keramikere bruger til at betegne en brænding, forklares nedenfor.)

En måde at huske det på: Silica er glasset, flusmidlerne får det til at smelte ved en temperatur, som ovnen kan nå, og aluminiumoxid gør det tykkere, så det bliver, hvor det er påført.

Ler, belægninger og de to brændinger

Lermasser

Lermassen er det ler, et emne er lavet af. Der er tre hovedtyper.

• Lertøj: en lermasse til lav temperatur, omkring kegle 06–02, der forbliver porøs. Den er ofte rød eller lys gulbrun og skal have en glasur for at kunne holde på vand.
• Stentøj: en lermasse til mellemtemperatur og høj temperatur, omkring kegle 5–10, der bliver sintret eller næsten sintret.
• Porcelæn: en hvid lermasse til høj temperatur med meget kaolin, ofte gennemskinnelig.

Sintret betyder glasagtig og ikke-porøs; sintring er det, at en lermasse bliver sådan under brændingen. Britiske keramikere trækker ofte i stedet grænsen ved temperaturen: Stentøj brændes over 1200 °C (2192 °F), lertøj under. Mellemtemperatur, kegle 5–6, ligger lige på begge sider af denne grænse.

Belægninger og tørring

Ler opslæmmet i vand bruges til støbning (støbeler), samling (slikker) og dekoration (begitning). En engobe er en begitningsagtig belægning, ofte farvet, med flere råvarer, der ikke er ler. En underglasurfarve er farvet begitning eller dekoration med oxider, som regel dækket af en transparent glasur.

Ubrændt gods kaldes råemner (kilderne er uenige om, hvorvidt det engelske ord greenware dækker alt ubrændt gods eller kun tørt gods). Når godset tørrer, bliver det først læderhårdt, fast, men let fugtigt, det stadie, hvor der afdrejes og sættes hanke på; derefter knastørt, uden frit vand tilbage, meget skrøbeligt og klar til brænding.

De to brændinger

Den første, lavere brænding er forglødningen (britisk: biscuit), som regel kegle 08–04 (oftest 06–04), omkring 942–1063 °C (1728–1945 °F). Den gør godset stærkt, men porøst. Digitalfire, et opslagsværk om glasurer på nettet, anbefaler generelt mere end 15 % porøsitet, så det forglødede gods suger vand ud af glasuren, når den påføres. En lav forglødning (kegle 08–06) giver mere porøst gods; en høj forglødning (ofte kegle 04) giver stærkere gods, der tager mindre let imod glasur.

Potclays, en britisk forhandler, beskriver forglødning til omkring 1000 °C (1832 °F), cirka kegle 06. Ud fra disse kilder tilsammen foreslår vi kegle 06–04 til en første forglødning: 998–1063 °C (1828–1945 °F) ved Ortons middelhastighed.

Glasurbrændingen (britiske keramikere kan også sige glost firing) smelter glasuren ud og brænder for stentøjs vedkommende også leret modent. Ved enkeltbrænding glaseres ubrændt gods, som kun brændes én gang. Digitalfire beretter om et tilfælde fra en produktion, hvor råglaseret gods kravlede ved mundranden, indtil en forglødning løste problemet, så begynd med to brændinger. Brænding i en enkel ovn giver brændekurver til begge.

Kegler og varmepåvirkning

Keramikere betegner en brænding efter en kegle: en slank keramisk pyramide, der bøjer, når den har fået en bestemt mængde varme. Orton, der fremstiller dem, siger det sådan: »Kegler måler ikke kun temperatur. De måler varmepåvirkning, den samlede virkning af tid og temperatur.«

Grunden er varmepåvirkning: Glasur, ler og kegle reagerer alle på, hvor længe de er varme, og ikke kun på, hvor varme de er. Ved en langsom brænding bøjer en kegle ved en lavere temperatur, ved en hurtig ved en højere. I Ortons tabel bøjer kegle 6 ved 1185 °C (2165 °F), når brændingen slutter med en stigning på 15 °C (27 °F) pr. time, ved 1222 °C (2232 °F) ved 60 °C (108 °F) pr. time og ved 1243 °C (2269 °F) ved 150 °C (270 °F) pr. time, regnet over de sidste 100 °C (180 °F). En kegle regnes for færdig, når spidsen er bøjet 90°, hvad Orton kalder klokken 5-stillingen.

Keglenumrene går fra 022 til 42. Et nul foran markerer serien med de lavere temperaturer, hvor et større tal betyder en lavere temperatur: Kegle 06 er koldere end kegle 04, og kegle 01 koldere end kegle 1.

Betegn og programmér brændingerne efter kegle, og betragt temperaturerne som omtrentlige. En kontrolkegle på ovnpladen mellem emnerne eller et keglesæt på tre (advarselskegle, målkegle og sikkerhedskegle) viser den varmepåvirkning, emnerne faktisk har fået.

De offentliggjorte temperaturer varierer. Glazy angiver høj temperatur, kegle 9–11, til omkring 1280–1310 °C (2336–2390 °F), hvilket svarer til Ortons kolonne for hurtig opvarmning, og Digitalfire oplyser, at de fleste ovne når kegle 6 ved omkring 1204 °C (2200 °F). Vores råd: Brug Ortons tal for middelhastighed, som denne vejledning gør, programmér efter kegle, og lad en kontrolkegle afgøre det.

Uden for Nordamerika angiver forhandlere ofte °C i stedet for en kegle. Hermann Seger udviklede den moderne kegle, der første gang blev brugt i Berlin i 1886, og Storbritannien har haft sine egne Staffordshire-kegler; man bør ikke gå ud fra, at deres numre svarer til Ortonkeglernes, og vi har ikke fundet nogen tabel til at omregne dem. Brænding i en enkel ovn beskriver kegler mere udførligt.

Fra opskrift til Seger-formel

En opskrift opregner råvarerne efter vægt, som regel omregnet, så grundglasuren giver 100 i alt. Tilsætninger (farvestoffer, opakgørende midler og antibundfældningsmidler) kommer oven i de 100, som regel i procent af grundglasuren. For at se, hvad glasuren er, omregner keramikere opskriften til en Seger-formel (UMF, engelsk unity molecular formula), opkaldt efter Hermann Seger, der som den første brugte dens opstilling i tre kolonner.

Opskriftssiden i Glazecalc udfører alle fire trin, mens der tastes, og viser resultatet i tre kolonner: flusmidler (R₂O og RO), der giver 1 tilsammen; stabilisatorer (R₂O₃: aluminiumoxid, og bor placeres ofte her); og glasdannere (RO₂: silica). »Normeringen er bare et redskab til omregning«, siger Glazy: To opskrifter af forskellige råvarer, men med samme Seger-formel, »opfører sig næsten ens, når de er brændt«. Tallet 1 er altså en fælles målestok, ikke en mængde, der skal vejes. Digitalfire tilføjer, at metoden »ikke virker lige så godt ved lavere temperaturer«, hvor bor ikke er et rent flusmiddel, og at Seger-formler er »sammenlignende og bedst ses i sammenhæng«. Sammenlign stiller to opskrifters Seger-formler op ved siden af hinanden, oxid for oxid.

Forholdet mellem silica og aluminiumoxid

Det mest nyttige enkelttal er forholdet mellem silica og aluminiumoxid: silica divideret med aluminiumoxid. I eksemplet er 3,70 ÷ 0,41 omkring 9.

Et forhold på 5–7 forudsiger hverken blank eller mat i sig selv: Flusmidlerne, bor og keglen flytter alle grænsen. Glazy angiver en typisk fordeling af flusmidler for stabile glasurer på 0,2 R₂O med 0,8 RO op til 0,3 R₂O med 0,7 RO. Mere alkali gør smelten mere letflydende og øger dens udvidelse og dermed risikoen for krakelering.

Glødetab

Glødetab er den vægt, en råvare mister i ovnen, når vand, kuldioxid, organisk materiale eller svovl forsvinder som gas. En brændt glasur har intet glødetab, så Seger-formlen udelader det.

Gas, der slipper ud, efter at glasuren er begyndt at smelte, må boble op gennem den og giver, med Digitalfires ord, »bobler, blærer, nålestik, kravling«. Talkum bliver ved med at afgive gas op til omkring 899 °C (1650 °F). Fritter, kalcinerede råvarer (opvarmet på forhånd for at uddrive gasserne) og ændringer i brændingen hjælper alle.

Ældre bøger regner dette ud i hånden med molvægt (vægten af ét mol af en råvare eller et oxid) og ækvivalentvægt (den mængde af en råvare, der giver ét mol af et oxid). Efter vores beregning giver omkring 100 g kridt ét mol, 56 g, calciumoxid. En beregner klarer begge dele.

Fritter og råvarer

Fritter

En fritte er glas fremstillet på en fabrik: mineraler, der er smeltet, bratkølet i vand og malet. Fritning gør opløselige råvarer som borax uopløselige, binder giftige oxider som bly og barium i et stabilt glas, giver en mere ensartet råvare end rå mineraler og uddriver gasser, så frittede glasurer er »langt mere fejlfri« (Digitalfire). Fritter smelter også tidligt: En natriumfritte er aktiv ved kegle 06, mens feldspat »først lige er begyndt at blive blød ved kegle 6«. De er dyrere, de skal have ler for at holde sig svævende (Digitalfires eksempel er 85 % fritte med 15 % ler), og de er »teoretisk uopløselige, men i praksis er de det ikke«.

Nordamerikanske fritter kendes på producent og nummer: Ferro Frit 3134 (Ferro hedder nu Vibrantz) indgår i omkring 22 % af de offentlige opskrifter på Glazy. Britiske opskrifter nævner oftere generiske fritter, fx boraxfritte.

De almindelige råvarer

Regionale navne

• Kaolin hedder China Clay i Storbritannien; australske forhandlere sælger den som Eckalite.
• Flint er et ældre britisk navn for silica. Britiske forhandlere sælger stadig kalcineret flint som en selvstændig råvare, så »flint« i en britisk opskrift betyder sandsynligvis kalcineret flint og i en amerikansk sandsynligvis kvartsmel. Begge sælges som kilder til silica; kontrollér analysen.
• China stone og Cornish Stone (Cornwall stone) er den samme råvare, beslægtet med feldspat.
• Kridt er calciumkarbonat; tyske forhandlere kalder det Kreide (kridt).

Bedøm en råvare efter de oxider, den giver, ikke efter navnet. Sådan arbejder Glazecalc: Forhandlerens analyse kan indtastes på siden Råvarer, og Prøv nutidige råvarer og sammenlign, Foreslå mængder og sammenlign og Lav den af mit lager går alle efter de brændte oxider, ikke efter navne.

Råvarer ændrer sig også. Custer-feldspat udgik i 2023. Den oprindelige Gerstley Borate-mine lukkede omkring 1999–2000; Laguna sælger stadig et produkt under det navn, og Gillespie Borate er den vigtigste erstatning. Kilderne er uenige om, hvorvidt Gillespie kan erstatte Gerstley Borate pund for pund (producenten og Potclays siger ja, Digitalfire og andre nej), så sammenlign de to i Glazecalc, og prøv derefter en lille portion.

Farvestoffer og opakgørende midler

Et farvestof er et metaloxid eller -karbonat, der farver en glasur; en universalfarve er et fabriksfremstillet farvestof, mere stabilt og ensartet end rå oxider. Farvestoffer udgør som regel under 5 % af grundglasuren, mange under 1 %, og et karbonat er omtrent halvt så stærkt som det tilsvarende oxid.

Mængderne af kobolt og krom er reelt omstridte. Glazy siger, at 0,1 % kobolt er nok til en blå farve; Glendale Community College angiver ½–2 % eller ½–3 % afhængigt af ovnatmosfæren; Birdie Boone angiver i Pottery Making Illustrated 3 % eller mindre. For krom siger Boone under 0,5 % og Glendale 2–3 %. Det sikre er at starte lavt og lave en prøverække: en række prøvebrikker, hvor én råvare øges trinvis fra lidt til meget.

Grundglasuren ændrer farven. En blank, transparent grundglasur giver den klareste farve; silkematte og matte grundglasurer, som regel med mere aluminiumoxid, dæmper den. Magnesium trækker kobolt mod lilla, zink gør krom brun, og krom med tin giver lyserød.

Opakgørende midler

Et opakgørende middel gør en glasur dækkende, så leret skjules; en transparent glasur lader det ses.

Glasurtilpasning og glasurfejl

Både ler og glasur udvider sig, når de opvarmes, og trækker sig sammen, når de køler af, hver med sit eget mål: deres termiske udvidelse. Glasurtilpasning er, hvor godt de to passer sammen. Ved god tilpasning er glasuren under let trykspænding fra leret; Digitalfire siger, at lidt trykspænding styrker godset, mens for meget kan svække det og endda få det til at revne.

Krakelering og afskalning

Krakelering er et net af fine revner. Glasurens udvidelse er større end skærvens, så den trækker sig mere sammen ved afkøling, bliver strakt og revner, som regel på grund af for meget natrium og kalium (Na₂O, K₂O). Den kan også opstå senere, under brug, efter gentagen pludselig afkøling, fx ved kontakt med kolde væsker. Når den er tilsigtet, som ved raku, kaldes den krakelé. Digitalfire siger: »I 95 % af tilfældene er løsningen at justere glasurens termiske udvidelse«; styret afkøling udsætter kun krakeleringen. Digitalfires test: Varm godset op til omkring 149 °C (300 °F), dyp det i isvand, og gnid tusch hen over det, så revnerne ses.

Kilderne er uenige om, hvad man skal gøre først. Glazy foreslår at tilsætte silica eller aluminiumoxid; Digitalfire svarer, at ekstra silica »kun fortynder KNaO« (natrium og kalium); Linda Bloomfield tilsætter bor eller skærer ned på feldspat, én råvare ad gangen. Vores råd: Udskift i opskriftsberegneren noget af natriummet og kaliummet med flusmidler med lavere udvidelse (bor, lithium, magnesium, calcium), kontrollér ændringen med Sammenlign, og bekræft med isvandstesten.

Afskalning er det omvendte: Glasurens udvidelse er langt mindre end skærvens, så den er under for stor trykspænding og skaller af ved mundrande og kanter. Digitalfire advarer om, at skårene kan være skarpe som barberblade og kan blive slugt, og Glazy kalder afskalning »endnu farligere end krakelering på brugskeramik«. Løsningen er en glasur med højere udvidelse eller en lermasse med lavere udvidelse.

Blank og mat

En blank overflade er reflekterende og glat, en silkemat har en dæmpet glans, og en mat er glansløs. En blank overflade kræver et helt udsmeltet glas. Mat kan skyldes meget aluminiumoxid (et lavt forhold mellem silica og aluminiumoxid), flusmidler som calcium, magnesium, barium eller strontium, der danner bittesmå krystaller, når glasuren køler af, eller underbrænding.

Almindelige glasurfejl

Ændr én ting ad gangen, og gem prøvebrikkerne.

Egnethed til fødevarekontakt

Afgivelse af metaller er metal, der opløses fra en brændt glasur og går over i mad eller drikke, og en glasur kan se perfekt ud og alligevel afgive metal. Ved de test, lovgivningen foreskriver, lægges det brændte emne i en sur opløsning, og den mængde bly og cadmium, der afgives, måles.

Blyfri er ikke det samme som egnet til fødevarekontakt

Reglerne i USA, EU, Storbritannien og Australien begrænser den mængde bly og cadmium, et brændt emne afgiver, ikke hvad glasuren indeholder. »Blyfri« fjerner én fare; det er ikke en vurdering af, om emnet er egnet til fødevarekontakt. Andre oxider afgives også: Glazy advarer om, at glasurer med meget barium »kan afgive metal og generelt ikke er egnede til fødevarekontakt«, Digitalfire siger, at kobber »kan få en glasur til at afgive metal; test den«, og Glazy anbefaler ikke længere blyglasurer til brugskeramik.

En indvendig glasur er en stabil, som regel transparent eller hvid glasur til flader, der kommer i kontakt med mad. Efter vores vurdering er en glasur uden farvestoffer, barium, bly eller lithium, som smelter helt ud, ikke krakelerer og er slidstærk, det mindre risikable valg. Mindre risiko er ikke et bevis.

Grænseformler (Digitalfire foretrækker målformler) angiver typiske intervaller i Seger-formlen for stabile glasurer ved en given kegle: Digitalfires mål for kegle 6 sætter aluminiumoxid til 0,285–0,64 og silica til 2,4–4,7. De leder mod sund kemi, men beviser intet; Digitalfire undgår ordet »limit« (grænse), fordi det antyder, at glasurer inden for intervallerne »på en eller anden måde er sikre«. Værktøjerne i Glazecalc til at ændre en opskrift siger til, når den nye opskrift går ud over en anbefalet grænse, fx meget bor ved kegle 6, og hvad glasuren sandsynligvis vil gøre.

De lovfastsatte grænseværdier er forskellige fra land til land. Tabellen viser grænseværdierne der, hvor værkstedet ligger, i lovens egne enheder; vælg et andet land for at sammenligne.

I USA behandles dekorativt keramikgods, der ser brugbart ud til mad, som madgods, medmindre det har en påklistret etiket og en varig mærkning formet eller indbrændt i bunden, f.eks. »Not for Food Use. May Poison Food« (ikke til fødevarer; kan forgifte maden), eller et hul gennem den flade, der kommer i kontakt med mad. EU fastsætter grænseværdier for bly og cadmium i Rådets direktiv 84/500/EØF, og Storbritannien har bevaret de samme værdier i sin egen lovgivning. Fra den 29. maj 2026 tillader Nederlandene, Belgien og Luxembourg omkring 130 til 150 gange mindre bly og omkring 15 gange mindre cadmium. Australien fastsætter grænseværdier for importeret gods; vi har ikke fundet nogen officiel grænseværdi for gods fremstillet i Australien eller New Zealand.

Test

Ifølge FDA kan hjemmetest med vatpind vise bly, der kan afgives, men Ceramics New Zealand advarer om, at testpenne ikke er beregnet til keramik og giver falsk positive resultater. Tag et positivt resultat som en grund til at holde op med at bruge emnet, og et negativt som et resultat, der intet beviser. En migrationstest af det brændte emne i et laboratorium (ASTM C738 i USA; EN 1388 eller ISO 6486 i Europa) er det egentlige svar.

Massefylde og påføring

Massefylde

Glasurpulver rørt op med vand er en glasurvælling. Dens massefylde er dens vægt sammenlignet med det samme rumfang vand, som har massefylden 1,0: Jo højere den er, jo mere pulver er der i spanden. Ældre britiske bøger bruger pintvægt (pint weight). Glazy kalder 1,4–1,5 »et godt udgangspunkt for de fleste glasurer«. Mål den ved at veje præcis 100 mL glasurvælling (Glazy foreslår en engangssprøjte) og dividere med 100: 145 g betyder massefylde 1,45. Flydevægte er upålidelige i geléagtige glasurer, og vand fordamper, så mål igen, før der glaseres.

Målværdierne varierer fra kilde til kilde. Digitalfire sætter dyppeglasurer til 1,40–1,50 og købte penselglasurer til 1,25–1,55, mens Potclays angiver 1,71–1,81 til pensling og 1,71 til sprøjtning. Vores råd: Dyp ved omkring 1,45 med glasuren let geléagtig, følg etiketten for en penselglasur, og skriv ned, hvad der virker.

Et flokkuleringsmiddel (bittersalt, eddike eller calciumchlorid) gør en glasurvælling let geléagtig og dermed tixotrop: Den flyder, når den røres, og stivner, når den står stille, hvilket giver »et jævnt glasurlag uden dryp«. Et deflokkuleringsmiddel (vandglas eller Darvan) gør den tyndere. Sådan laver man en glasur handler om at blande og justere glasuren.

Påføring af glasur

Fjern først støv og fedt fra det forglødede gods med en svamp, der kun lige er fugtig, frem for at vaske det, for så suger det vand. Blæs ikke støvet af med trykluft, og børst det ikke tørt: det sender kvartsstøv ud i luften (Sikker blanding og ventilation).

• Dypning »giver generelt et lag med jævn tykkelse« (Robin Hopper). Dyppetiden bestemmer tykkelsen: Digitalfire bemærker, at købte dyppeglasurer laves med en massefylde på omkring 1,4 til et dyp på 5 sekunder og 1,5 til et dyp på 1 sekund.
• Glasur til overhældning bør være »lidt tyndere end til dypning«; hvor overhældninger overlapper, bliver laget dobbelt og kan løbe.
• Glasurer til pensling indeholder et bindemiddel som CMC-gummi, der hjælper glasuren med at flyde og hæfte og derefter brænder væk. De fleste skal påføres i flere lag, ofte to eller tre; følg etiketten.
• Til sprøjtning bruges en meget tyndere glasur, påført i »flere tynde lag, der gradvist bygger tykkelsen op«.

Et for tykt lag kan kravle, slå blærer eller løbe. Forhandlernes tommelfingerregler går fra tykkelsen af et kreditkort til tykkelsen af en amerikansk dime-mønt, efter vores skøn omkring 1 mm tør glasur; prøvebrikker med et par forskellige tykkelser er den pålidelige kontrol. Voks på foden frastøder glasuren, så emnet ikke kan brænde fast på ovnpladen, og pladebeskyttelse, en varmebestandig belægning, ofte af kaolin og kvarts, beskytter ovnpladerne mod dryp.

Oxidation og reduktion

Gasserne i ovnen, ovnatmosfæren, ændrer, hvordan glasurerne bliver. Oxidation betyder rigeligt med ilt. »Elektriske ovne er ensbetydende med oxiderende brænding«, siger Digitalfire, og glasurer brændt i oxidation er typisk klarere i farven end glasurer brændt i reduktion, især ved lavere temperaturer. I oxidation giver kobber grønne og turkise farver, og jern brune, lysebrune og røde. En dårligt ventileret elektrisk ovn fuld af gods, der afgiver gasser, kan brænde mere neutralt end tilsigtet; en udsugning, der er tilsluttet direkte til ovnen, hjælper.

Ved reduktion begrænses ilten bevidst, som regel i en gasovn, en brændefyret ovn eller en specialovn. Kobber bliver rødt, og jern bliver et stærkere flusmiddel og giver seladon (blågrøn til grågrøn, fra omkring ½–2 % jern) og tenmoku (temmoku: brunsort, omkring 5–6 % jern). Glazy siger, at seladoner og kobberrøde glasurer »er afhængige af reduktion«. Leret ændrer sig også: I en sammenligning fra Digitalfire blev en stentøjslermasse grå i reduktion og gullig i oxidation. Siliciumkarbid i en glasur kan give små områder med reduktion, selv i en elektrisk ovn. Til reduktion fra kegle 010 til kegle 3 anbefaler Orton sine jernfri kegler.

Regn med, at en opskrift til en gasovn med reduktion bliver anderledes i en elektrisk ovn: En seladon eller kobberrød glasur, der er afhængig af reduktion, ser ikke ens ud i oxidation. Kontrollér, hvilken ovnatmosfære en opskrift er lavet til, og notér ovnatmosfæren i egen ovn sammen med keglen i opskriftens noter i Glazecalc.

Alle ovne, også elektriske, afgiver røggas, så sørg for udsugning. Sikker blanding og ventilation forklarer hvordan.

Ordliste

Afgivelse af metaller (leaching)

Metaller, der opløses fra en brændt glasur og går over i mad eller drikke.

Afskalning (shivering)

Glasur, der skaller af ved kanter, fordi den er under for stor trykspænding; en fare på brugskeramik.

Aluminiumoxid (Al₂O₃; alumina)

Den vigtigste stabilisator: forhindrer løb og giver hårdhed. Kommer fra ler og feldspater.

Begitning og engobe (slip and engobe)

Ler i vand; en engobe er en begitningsagtig belægning med flere råvarer, der ikke er ler.

Bentonit (bentonite)

Et meget fint ler, der tilsættes med 1–3 % for at forhindre glasuren i at bundfælde sig.

Blank, silkemat og mat (gloss, satin and matte)

Reflekterende og glat; en dæmpet glans; glansløs.

Bor (B₂O₃; boron)

Formelt en glasdanner, men bruges som flusmiddel; uundværligt fra kegle 06 til kegle 6.

CMC-gummi (CMC gum)

Et bindemiddel af cellulose, der får glasuren til at gå lettere på med pensel og hæfte bedre; det brænder væk.

Devitrifikation (devitrification)

Krystaller, der vokser ud af glasset tidligt i afkølingen, hvor de ikke er ønsket.

Egnet til fødevarekontakt (food safe)

I lovens forstand: afgiver mindre bly og cadmium end grænseværdierne ved en test i syre. Ikke det samme som blyfri.

Enkeltbrænding (once-firing, single firing)

Glasering af ubrændt gods, der kun brændes én gang.

Farvestof og universalfarve (colorant and stain)

Et metaloxid eller -karbonat, der farver glasur; en universalfarve er et fabriksfremstillet, mere stabilt farvestof.

Feldspat (feldspar)

Et mineral, der giver alkalisk flusmiddel sammen med aluminiumoxid og silica: kalifeldspat, natronfeldspat eller nephelin-syenit.

Flokkuleringsmiddel og deflokkuleringsmiddel (flocculant and deflocculant)

Tilsætninger, der gør en glasurvælling geléagtig (bittersalt, eddike) eller tyndere (vandglas, Darvan).

Flusmiddel (flux)

Et oxid, der sænker smeltetemperaturen for silica.

Forglødning (bisque; UK: biscuit)

Den første, lavere brænding, som regel kegle 08–04 (oftest 06–04), der gør godset stærkt, men porøst.

Forholdet mellem silica og aluminiumoxid (silica to alumina ratio)

Silica divideret med aluminiumoxid i Seger-formlen: Et højere forhold trækker mod blank, et lavere mod mat.

Fritte (frit)

Fabriksfremstillet glas, smeltet, bratkølet og malet, der gør opløselige eller giftige oxider uopløselige.

Glasdanner (glass former)

Det oxid, der opbygger glasset, som regel silica.

Glasur (glaze)

Et lag glas, der smelter under brændingen og forsegler og dekorerer et emne.

Glasurbrænding (glaze firing; UK: glost firing)

Den brænding, der smelter glasuren.

Glasurtilpasning (glaze fit)

Hvor godt glasurens og skærvens udvidelse passer sammen; ved god tilpasning er glasuren under let trykspænding.

Glødetab (loss on ignition, LOI)

Vægt, der går tabt under brændingen som vand, kuldioxid, organisk materiale eller svovl.

Grænseformel, målformel (limit formula, target formula)

Typiske intervaller i Seger-formlen for stabile glasurer ved en given kegle; en rettesnor, ikke en garanti.

Indvendig glasur (liner glaze)

En stabil, som regel transparent eller hvid glasur til flader, der kommer i kontakt med mad.

Kaolin (UK: China Clay)

Et rent, hvidt ler, der giver aluminiumoxid og silica; holder glasuren svævende. Australien: Eckalite.

Kegle (cone)

En kalibreret keramisk pyramide, der bøjer ved en bestemt varmepåvirkning. En kontrolkegle viser, hvad emnerne har fået.

Krakelering (crazing)

Fine revner i en glasur, der trækker sig mere sammen end skærven; krakelé, når den er tilsigtet.

Kravling (crawling)

Glasur, der under brændingen trækker sig sammen i perler og efterlader bart ler.

Kridt (whiting)

Calciumkarbonat, det vigtigste calciumflusmiddel; mister over 40 % af sin vægt under brændingen. Tysk: Kreide.

Kølerevner (dunting)

Revner i et emne fra spændinger ved afkøling eller opvarmning, ofte ved kvartsspringet, 573 °C (1063 °F).

Lertøj (earthenware)

En lermasse til lav temperatur (omkring kegle 06–02), der forbliver porøs.

Massefylde (specific gravity, SG)

En glasurvællings vægt sammenlignet med det samme rumfang vand. Ældre britiske bøger: pintvægt.

Nålestik og blærer (pinholing and blistering)

Små huller eller skarpkantede kratere, hvor gas er sluppet ud gennem smelten.

Opakgørende middel (opacifier)

En råvare, fx zirkonsilikat, tinoxid eller titandioxid, der gør glasur dækkende.

Opskrift (batch recipe)

En glasurs råvarer efter vægt, som regel 100 i alt.

Oxid (oxide)

En forbindelse af et grundstof med ilt; en oxidanalyse opregner dem i vægtprocent.

Oxidation og reduktion (oxidation and reduction)

Brænding med rigeligt ilt (elektriske ovne) eller med begrænset ilt (som regel gas eller brænde).

Pibeler (ball clay)

Et plastisk ler med mere jern og organisk materiale end kaolin.

Pladebeskyttelse (kiln wash)

En varmebestandig belægning, der beskytter ovnplader mod dryp.

Porcelæn (porcelain)

En hvid, kaolinrig lermasse til høj temperatur, ofte gennemskinnelig.

Prøverække (line blend)

Prøver, hvor én råvare øges trinvis mellem to mængder. Et trekantsforsøg varierer tre i et gitter.

R₂O og RO (R₂O and RO)

De alkaliske flusmidler (Na₂O, K₂O, Li₂O) og de jordalkaliske flusmidler (CaO, MgO, BaO, SrO, med ZnO).

Seger-formel (UMF, unity molecular formula)

En glasurs oxider som antal molekyler, omregnet, så flusmidlerne giver 1 tilsammen.

Silica (SiO₂)

Glasdanneren; kaldes også flint eller kvarts.

Sintring (vitrification)

At en lermasse bliver glasagtig og ikke-porøs under brændingen.

Stabilisator (stabilizer)

Et oxid, især aluminiumoxid, der gør smelten mere sej og giver holdbarhed.

Stentøj (stoneware)

En lermasse til mellemtemperatur og høj temperatur (omkring kegle 5–10), der bliver sintret eller næsten sintret.

Tilsætning (additive)

Et farvestof, et opakgørende middel eller et antibundfældningsmiddel, der tilsættes oven i en opskrifts 100.

Tixotropi (thixotropy)

At en glasur flyder, når den røres, og stivner til en blød gelé, når den står stille.

Ubrændt gods, råemne (greenware)

Gods, der ikke er brændt: læderhårdt, når det er fast, men fugtigt, knastørt, når der ikke er mere frit vand tilbage.

Underglasurfarve (underglaze)

Farvet begitning eller dekoration med oxider, som regel under en transparent glasur.

Varmepåvirkning (heatwork)

Den samlede virkning af temperatur og tid i en ovn; det, som kegler måler.

Voks (wax resist)

Voks, der males på, hvor glasuren ikke må komme, som regel foden.

Kilder

• Glazy Help: Glaze
• Glazy Help: Oxides
• Glazy Help: Raw materials
• Glazy Help: Glossary
• Glazy Help: Analyses
• Glazy Help: Firing
• Glazy Help: Defects
• Glazy Help: Specific gravity
• Orton Ceramic Foundation: Pyrometric cone chart, °F (via The Ceramic Shop)
• Digitalfire: Bisque
• Digitalfire: Bentonite
• Digitalfire: Unity molecular formula
• Digitalfire: LOI
• Digitalfire: Frit
• Digitalfire: Limit formula
• Digitalfire: Glaze crazing
• Digitalfire: Glaze shivering
• Digitalfire: Specific gravity
• Digitalfire: Oxidation firing
• Ceramic Arts Network: Common glaze faults and how to correct them (Linda Bloomfield)
• Ceramic Arts Network: An introduction to color (Birdie Boone)
• Ceramic Arts Network: 8 ways to apply glaze (Robin Hopper)
• Glendale Community College: Glaze color
• Potclays: The difference between stoneware and earthenware
• US FDA: Compliance Policy Guide Sec. 545.450, Pottery (ceramics), lead contamination
• EUR-Lex: Council Directive 84/500/EEC of 15 October 1984 on the approximation of the laws of the Member States relating to ceramic articles intended to come into contact with foodstuffs
• eCFR: 21 CFR 109.16, Ornamental and decorative ceramicware